Velkommen til det nye website for Stendysseskolen i Horne. | Ansvarshavende redaktør: Hans Wendelboe | Tlf. 2515 2436

10. november 2014 kl. 00.12
Vi vil have skole i Horne

Vi håber, at den velfungerende folkeskole i byen også overlever dette stormvejr. Men hvis ikke, står vi klar i kulissen med friskolen Stendysseskolen til skoleåret 2015/16.

Hirtshals Skolecenter skal spare, hvad der svarer til, at et af undervisningsstederne lukkes. Kommunens BSU-udvalg arbejder i disse dage med at udarbejde forskellige scenarier for, hvordan det kan ske - heriblandt det scenarie, at et af undervisningsstederne lukkes.

Den videre forløber således: 

10. november sender Børne-, Skole og Uddannelsesudvalget forslag om skole- og dagtilbudslukninger til Økonomiudvalget.

19. november behandler Økonomiudvalget Børne- , Skole- og Uddannelsesudvalgets forslag.

27. november tager Byrådet stilling til forslaget og sender forslag om skole- og dagtilbudslukninger i høring.

28. november: Høringsperioden begynder. – Forslaget til skole- og dagtilbudslukninger offentliggøres på kommunens og skolernes hjemmeside. – Forslaget sendes til høring i bestyrelser samt øvrige relevante og i generel offentlig høring.

23. januar slutter høringsperioden. Februar 2015 mødes Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget for blandt andet at gennemgå høringssvar og indsigelser.

Det bliver tilsyneladende overladt til Hirtshals Skolecenter selv at finde en besparelse svarende til lukning af et undervisningssted. Det kan blive i form af tvangsflytning af elever for at fylde klaserne op (Det forslag er allerede på bordet), det kan forhåbentlig blive en anden løsning, men det kan også ende med lukning.

Intet er således endnu afgjort. Horne Skoles fremtid er derfor usikker. Derfor er en grupe borgere trådt sammen og har taget de første skridt mod at oprette Stendysseskolen - den frie skole i Horne.

Opgaven er derfor nu at overbevise alle borgere i Horne, Asdal, Åbyen, Emmersbæk og anden omegn om, at - på trods af, at intet endnu er afgjort, er det vigtigt at arbejde for en friskole allerede nu. Når der træffes endelige beslutninger om undervisningsstedernes fremtid, vil det nemlig være for sent at gå i gang med oprettelsen af en friskole. Ikke kun fordi tiden så vil være knap, men fordi lovgivningen ikke giver denne mulighed.

Horne Beboerforening bakker allerede op om projektet og har betalt de første 20.000 kroner, som en friskoleanmeldelse koster.

Tag vores lokalområdes og dine skolebørns fremtid alvorligt - følg med i udviklingen her og på friskolens hjemmeside.